Små skoler og skoler i landdistrikter har forskellige muligheder for lave lokale løsninger, der blandt andet kan sikre skolernes eksistens på økonomiske og pædagogiske forsvarlige grundlag.
Fælles ledelse
Kommunalbestyrelsen kan etablere fælles skoleledelse og eventuelt fælles skolebestyrelse mellem flere små skoler eller mellem en større skole og én eller flere små skoler, jf. folkeskolelovens § 24. Skolerne har fortsat hver deres skoledistrikt. Små skoler defineres som skoler i landdistrikter eller skoler med under 300 elever. Skoler, der maksimalt rummer de 3-4 yngste klassetrin, kan desuden henlægges under en anden skoles ledelse, medmindre børnetallet overstiger 100.
Der kan også etableres fælles ledelse mellem små skoler eller afdelinger af skoler og et dagtilbud eller fritidshjem, jf. folkeskolelovens § 24 a. Det forudsætter, at de berørte skole- og forældrebestyrelser forinden har afgivet udtalelse om kommunalbestyrelsens påtænkte beslutning.
Der kan desuden etableres fælles ledelse og bestyrelse mellem en skole og en ungdomsskole, jf. folkeskolelovens § 24 b. Det forudsætter også her, at de berørte skole- og ungdomsskolebestyrelser forinden har afgivet udtalelse om kommunalbestyrelsens påtænkte beslutning.
Bevare små skoler ved at omdanne dem til afdelinger
Kommunalbestyrelsen kan etablere afdelinger af skoler. En afdeling af en skole er en geografisk adskilt enhed af en skole, der er placeret på en anden matrikel, og hvor der foregår undervisning i mere end blot et par fag. Med afdelinger er det muligt at have en mere fleksibel brug af skoleledelse og administration mellem mindre skoleenheder i fx landdistrikter. Der er ikke det samme minimumskrav om tre sammenhængende klassetrin. En afdeling kan således bestå af fx kun en børnehaveklasse.
På den måde er det muligt at bevare et børnemiljø i en lokal landsby, hvor fx de yngste årgange bibeholdes som en afdeling. Det kan også ske som led i en landsbyordning, hvor dagtilbud indgår.
Ved brug af afdelinger har eleven ikke ret til optagelse på en konkret afdeling, men alene til optagelse på en af afdelingerne af distriktsskolen. Det er skolelederen, der ud fra en konkret saglig vurdering beslutter fordelingen af eleverne mellem klassetrin og afdelinger. Det er ikke lovligt at fordele ud fra egentlige geografiske afdelingsdistrikter, hvor elevernes bopæl afgør deres fordeling til en given afdeling. Kompetencen til fordeling af elever mellem afdelinger ligger hos skolelederen og kan ikke hjemtages til den kommunale forvaltning.
Ved anvendelse af afdelinger er det vigtigt, at kommunen er opmærksom på, at data om eleverne mv. skal indberettes på afdelingsniveau og ikke distriktsskoleniveau. Anvendelse af afdelinger betyder også, at forældreindflydelsen reduceres, idet hver afdeling ikke har deres egen skolebestyrelse. Forældrene kan dog stadig gøre deres indflydelse gældende ved deltagelse af mindst 1 forældrerepræsentant i distriktsskolens skolebestyrelse.
Mulighed for aldersintegrerede klasser op til 7. klassetrin
På små skoler eller små afdelinger af skoler kan der etableres aldersintegrerede klasser helt op til og med 7. klassetrin (på øvrige skoler er det til og med 3. klassetrin), jf. folkeskolelovens § 25. Ved små skoler og små afdelinger af skoler forstås en skole og afdelinger af en skole i landdistrikter eller skoler og afdelinger med normalt ikke over 300 elever.
Aldersintegrerede klasser kan medvirke til, at små skoler eller afdelinger kan bevares i lokalmiljøet, hvorved klasserne bliver store og bæredygtige nok til at sikre elevernes trivsel, et godt undervisningsmiljø og den rette pædagogiske indsats.
Etablering af udvidet skolefritidsordning på skoler med ikke over 150 elever
Folkeskolelovens § 3 giver mulighed for, at kommunalbestyrelsen for meget små skoler med normalt ikke over 150 elever kan ansøge børne- og undervisningsministeren om at etablere en såkaldt udvidet skolefritidsordning, hvor man kan optage børn allerede fra det fyldte 3. år.
Udvidet skolefritidsordning kan fx give mulighed for at bevare et samlet børnemiljø i den lokale landsby og fleksibel brug af ledelse.
Etablering af fælles leder og fælles bestyrelse for en skole, et dagtilbud og/eller fritidshjem
Folkeskolelovens § 24 a giver desuden mulighed for, at kommunalbestyrelsen for små skoler og små afdelinger af en skole kan beslutte, at en folkeskole med eventuel skolefritidsordning og et dagtilbud eller fritidshjem skal have fælles leder og fælles bestyrelse. I den fælles bestyrelse skal der være repræsentanter for 1) forældre til børn i folkeskolen, 2) forældre til børn i dagtilbuddet eller fritidshjemmet, 3) medarbejdere ved folkeskolen, 4) medarbejdere ved dagtilbuddet eller fritidshjemmet, 5) elever valgt af og blandt folkeskolens elever. Læs evt. uddybende om reglerne i folkeskolelovens § 24 a.
Mulighed for at fravige andre regler i folkeskoleloven
Folkeskolelovens § 55 giver en særlig adgang til alle små skoler og afdelinger (normalt færre end 300 elever) samt skoler og afdelinger i landdistrikter til at ansøge børne- og undervisningsministeren om at fravige regler i folkeskoleloven.
Der kan som udgangspunkt gives godkendelse til at fravige alle bestemmelser i folkeskoleloven, dog ikke reglerne i kapitel 1 (Folkeskolens formål) og kapitel 4 (Lærere og øvrigt undervisende personale). Ansøgningen om at fravige skal være begrundet i, at fravigelsen vil medvirke til at bevare små skoler/afdelinger og/eller skoler/afdelinger beliggende i landdistrikter.
Herudover kan både små og store skoler benytte sig af muligheden for at ansøge om tidsbegrænsede forsøg med fravigelser af folkeskoleloven.
Ansøgninger kan stiles til forsoeg@stukuvm.dk
Eksempel: Aldersintegrerede klasser efter 7. klassetrin for at bevare en lille skole
Molsskolen i Syddjurs Kommune, der var en lille skole, har i en årrække siden 2018 haft godkendelse til at have aldersintegrerede klassetrin også efter 7. klassetrin. Godkendelsen har bidraget til skolens fortsatte eksistens på et økonomisk og pædagogisk forsvarligt grundlag, da skolen med robuste klassestørrelser i udskolingen har kunnet sikre undervisningens kvalitet. Det har fx muliggjort, at skolen trods et faldende elevtal kunne have en fagfordeling med lærere, der havde linjefag i de fag, som de underviste i. Kommunen ansøgte ikke om forlængelse efter 2023, idet behovet ikke længere var til stede.